Lidt om mig

LIDT OM MIG

Mit navn er Louise. Jeg er 39 år. Jeg er
uddannet pædagog fra 2007

 Jeg er gift med Søren og sammen har vi 3 drenge. Gustav på 8 og Sigurd på 6,  Lui på 2 år.

Læs mere

LIDT MERE OM MIG

Det har været et brændende ønske at skabe Livstræet, en privat pasningsordning for børnehavebørn, så mine kompetencer og værdier i højere grad kan komme i spil, og jeg med min person og faglighed kan give en lille gruppe børn de aller bedste forudsætninger.

Jeg har plads til 5 børn i alt, som sammen med mig, vil være en del af en hverdag, hvor nøgleordene er sjov, tid til læring, samt masser af tryghed og nærvær. Et lille hjem, hvor fordybelse og nysgerrighed mødes og udforskes i fællesskab. Hvor hvert barn mødes og ses for præcis hvem de er og hvad de brænder for. Et hjem hvor alle følelser findes, rummes og favnes.

Jeg vægter nærværet, trygheden og en anerkendende tilgang meget højt. Jeg er altid meget nysgerrig på at finde ud af, hvad der ligger bag en given adfærd.

Jeg tror på, at børn må behandles forskelligt for at få lige betingelser, og har konstant fokus på hvordan jeg møder det enkelte barn for at sikre dets udvikling og trivsel.

Jeg ser det som en vigtig del af mit pædagogiske arbejde, at være fagligt bevidst og i konstant udvikling – Jeg har hele tiden for øje, at skabe den bedst mulige dynamik i gruppen, med plads til både individualitet og fællesskab.

Jeg vil i udgangspunktet have en plan for dagen, men sadler om, hvis behovet opstår. Er vi taget i skoven for at bygge huler, men ungerne viser sig at være alt for trætte, så går vi fx hjem og læser eventyr, og bygger huler en anden dag.

Jeg er kreativ og vil kaste mig ud i diverse projekter med børnene. Jeg holder meget af naturen og tilbuddene her i Ry, og ser frem til at udforske nærmiljøet og naturens små og store finurligheder sammen med børnene.

Dagene hos mig kan indeholde både fodbold og meditation, dukker og perler, huler og tårne, bagværk og mudder, bøger og farver, dans og sang og masser af latter mm, men altid omsorg og tid til kram – vi vil udforske og lære, og sammen spire og vokse.

Læs om hverdagen